Introduktion
Velfærdsstaten står overfor nye udfordringer nu og i de kommende årtier, bl.a. i forhold til voksende brugergrupper blandt ældre og flygtninge. Flygtninge og ældre står omvendt også overfor udfordringer i deres møde med velfærdsstaten, på grund af øgede besparelser på offentlige ydelser og dermed færre tilbud og ressourcer til de sociale indsatser. Et modsvar på disse tendenser har de seneste år været en øget involvering af frivillige organisationer og enkeltaktører i det sociale arbejde på ældre- og flygtningeområdet.
Fordelen ved samskabelse
Fordelene ved offentligt-frivilligt samarbejde – eller ’samskabelsesformer’ som det hedder i forskningslitteraturen – er ikke svære at få øje på. Frivillige organisationer arbejder ofte på andre måder med og kan tilfredsstille andre behov hos brugerne end offentlige tilbud, f.eks. gennem mere brugerinddragelse i det sociale arbejde. Involveringen af civilsamfundet kan desuden styrke den sociale sammenhængskraft og motiverer både ressourcestærke og ressourcesvage borgere til aktivt medborgerskab. Endeligt er fordelene for de offentlige budgetter, at samskabelse potentielt udgør en udgiftsneutral udvidelse af velfærdsydelser og tilbud. Ved at arbejde mere integreret sammen, som i samskabelsesprocesser, kan der potentielt skabes mere og bedre velfærd for brugerne.
Men hvad indebærer samskabelse mellem offentlige og frivillige aktører i socialt arbejde med ældre og flygtninge? Hvilke potentialer rummer denne arbejdsform ift. at udvikle optimale organisatoriske modeller og praksisser for socialt arbejde med disse brugergrupper? Hvilke nye positioner og handlemuligheder skabes for både ældre og flygtningene, og for professionelle og frivillige igennem samskabende sociale indsatser? Og hvordan skabes optimale modeller for samarbejde?
Potentielle modsætninger og konflikter i samskabelse
De lovende udsigter for arbejdet med ældre og flygtninge til trods, ligger der imidlertid også en række potentielle modsætninger i samskabelse, bl.a. risikoen for at de forskellige værdi- og normsæt inden for hhv. den offentlige og frivillige sektor kommer i konflikt med hinanden, både på det organisatoriske plan og i det daglige, praktiske sociale arbejde. Op gennem velfærdsstatens fremvækst i det 20. århundrede er nogle af disse modsætninger blevet formuleret som en gensidig og implicit kritik af hinanden: På den ene side er udviklingen i retning af stadig flere universelle velfærdsrettigheder blevet begrundet med et ønske om at undgå den tilfældighed, omskiftelighed og mangel på retssikkerhed, som man mente kendetegnede filantropi og frivilligt socialt arbejde. På den anden side har den frivillige sektor (og samfundsforskningen) kritiseret det offentlige sociale arbejde for en instrumentel og umyndiggørende tilgang til brugerne. En anden risiko handler om forholdet mellem lønnet og frivilligt arbejde. Velfærdsinstitutionerne i Danmark er nært knyttet til velfærdsprofessioner og ankomsten af frivillige med og uden professionelle kvalifikationer udfordrer både i princippet og i praksis grænsedragningerne mellem lønnet og ulønnet arbejde og mellem professionel og frivillig indsats.
eksisterende samskabelsesformer og udvikling af nye
Vi ved dog på nuværende tidspunkt meget lidt om, hvordan samskabelse i praksis foregår og hvordan potentielle muligheder udfoldes og udfordringer håndteres. Der er iværksat en del lokale udviklingsprojekter inden for praksisområdet, og der findes enkelte forskningsstudier af hvilke typer samarbejde, der findes. Der findes imidlertid hverken egentlige forskningsstudier af praksis i samskabelsesprocesser eller forskningsbaseret praksisudvikling af samskabelses-modeller (Ibsen og Espersen 2016). Vi har tilsvarende meget lidt viden om, hvilken glæde brugerne har af samskabelse, og hvordan man sikrer deres behov og interesser i samskabelsesprocessen, eller hvordan frivillige og ansatte samarbejder mest optimalt. Dette projekt har derfor fokus på at udforske eksisterende samskabelsesformer i socialt arbejde for ældre og flygtninge samt ikke mindst at udvikle nye samskabelses-modeller, der både kan løse eksisterende dilemmaer og skabe grobund for nye arbejdsformer og frivillig/medarbejderpositioner i praktisk socialt arbejde, og nye former for inddragelse, handlemuligheder og brugeridentiteter for sårbare flygtninge og ældre som brugere.
Flygtninge
Projektet har fokus på to særligt udsatte grupper: sårbare flygtninge og sårbare ældre. Flygtninge står som ny-ankomne i en sårbar situation med en række akutte udfordringer både ift. at få socialt fodfæste i det danske samfund og opnå viden om og adgang til sociale netværk, arbejde, bolig, uddannelse, samt skole og fritidsliv for både uledsagede og familieledsagede børn og unge. Ud over disse åbenlyse behov for støtte i etableringsprocessen, kan flygtninge have mere langsigtede behov for støtte igennem integrationsprocessen, bl.a. ift. sproglig og kulturel tilpasning til arbejdsmarked og institutioner. Samtidig kan en stor del af flygtningene – ml. 34 og 50 % viser danske undersøgelser (Amnesty International, 2008; LG Insight 2013; Region Syddanmark 2008) have psykologiske og medicinske udfordringer, f.eks. i form af symptomer på posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), som stiller flygtningene og deres børn svagere ift. at klare både etablering og integrationsudfordringerne (Dansk Flygtningehjælp, 2009). Endeligt skæres der i øjeblikket på de økonomiske ydelser til flygtninge, hvilket yderligere vanskeliggør den sociale integration for både børn og voksne og skaber et øget pres på kommunernes sociale tilbud (Børnerådet 2015).
Ældre
For ældre drejer det sig især om ensomhed og isolation. De fleste ældre lever et godt socialt liv, men for nogle er ensomhed et stort og ofte overset problem med store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet, helbred og trivsel i alderdommen. Oplevet ensomhed fører over tid til forringet livskvalitet og livsglæde og kan have en negativ indvirkning på den enkeltes helbred og føre til øget brug af sundhedsvæsenet (Luo et al. 2012). Det anslås at hver 4. dansker over 65 år føler sig ensom ofte eller af og til, og hver 10. dansker over 65 år kender både til følelsen af at være uønsket alene og at føle sig alene blandt andre (Marselisborg 2012). I særlig risiko er ældre, der mister ægtefælle eller samlever, eller hvor denne er alvorlig syg. Ældre, der har oplevet tab af fysisk funktionsevne såsom hørelse, er også i særlig risiko, ligesom ældre mænd generelt er mere udsatte end ældre kvinder (Dickens et al. 2011). Følelsen af ensomhed bunder typisk i en oplevelse af ikke at være en del af fællesskabet og kan afhjælpes hvis andre omkring én er opmærksomme på problemet og sørger for at skabe et inkluderende fællesskab. Effekten af individuelle indsatser og foreningsaktiviteter er dog betinget af, at de frivillige eller professionelle, der står for aktiviteten, er særligt opmærksomme på at skabe rammer for relationsdannelse.
Udvikling af bæredygtige samskabelsesmodeller
Både sårbare flygtninge og ældre slås potentielt med manglende adgang til sociale relationer og ressourcer samt meget begrænsede handlemuligheder. På begge områder fordrer udviklingen af bæredygtige løsninger for disse udsatte grupper et tæt samarbejde mellem på den ene side frivillige initiativer og organisationer og på den anden side offentlige aktører. Frivillige aktørers viden og kompetencer om målgrupperne samt netværk, der kan aktivere frivillige og menneskelige ressourcer, mens offentlige aktører kan samle professionelle kompetencer og støtte i institutionerne, samtidig med at de har potentiel kontakt til alle borgere og mulighed for koordinering på tværs af forvaltningsområder.
Aldring og immigration udgør to af de væsentligste socialpolitiske udfordringer for velfærdsstaten i disse år. Der er derfor tale om områder, hvor der nu og her er særlig stort behov for – og forhåbninger til – samskabelse, men samtidig også meget forskellige interesser og værdisæt på spil. Ved at udvikle løsninger, der går tværs af de to områders meget forskellige institutionelle og praktiske rammer, sikrer projektet en høj grad af anvendelighed på andre velfærdspolitiske områder. Projekt sigter mod, gennem udviklingen af bæredygtige samskabelsesmodeller, at udsatte grupper af flygtninge og ældre får bedre, bredere og mere vedkommende tilbud, der i større udstrækning end rene offentlige tilbud formår at modvirke social og kulturel fattigdom og isolation.
Projektetsamarbejdet
Projektet forener grundforskning og praksisudvikling gennem tæt samarbejde mellem forskere, organisationer og praksis med den hensigt at udforske eksisterende og på den baggrund udvikle nye og bedre velfærdsydelser og -aktiviteter til de udsatte brugergrupper. I projektet indgår førende civilsamfundsforskere med indgående kendskab til de to udvalgte sociale områder fra hhv. Aalborg Universitet og KORA, i tæt samarbejde med organisationer, ledere, frivillige og ansatte i Aalborg Kommune. Projektet består i samme ånd af hhv. en videnskabelig del og en praksis del, som sammenvæves i 4 faser (kortlægnings-, udviklings, iværksættelses- og formidlingsfase).
Her kan du læse den samlede projektbeskrivelse.
